Overordnet set findes der tre forskellige museumstyper. Et museum er enten

  • Et kunsthistorisk-/kunstmuseum,
  • Et naturhistorisk museum eller
  • Et kulturhistorisk museum

Herudover kan kulturhistoriske museer også inddeles i yderligere underkategorier – alt efter hvilket emne de beskæftiger sig med. I området i og omkring Hørsholm findes der også forskellige typer museer.

 

Museumstypernes kendetegn

De forskellige typer af museer har nogle forskellige kendetegn, der gør dem specielle. Et kunsthistorisk museum – eller bare kunstmuseum, som det også kaldes – er kendetegnet ved, at det udstiller, opbevarer, formidler og undersøger kunst. Denne kunst kan både være malerier, skulpturer og andre former for kunst, og de fleste kunstmuseer har både faste og skiftende udstillinger.
De naturhistoriske museer er kendetegnet ved, at deres formål bl.a. er at vise offentligheden, hvad videnskaben er nået frem til på det naturhistoriske område. Derudover er de også med til at fremme både den naturvidenskabelige og den biologiske forskning. For denne museumstype gælder også, at der ofte er både faste og skiftende udstillinger.
Kulturhistoriske museer findes i mange afskygninger, men de er alle kendetegnet ved, at de beskæftiger sig med, hvordan menneskers liv, civilisationen og kulturen har udviklet sig. Nogle underkategorier indenfor de kulturhistoriske museer kunne f.eks. være søfartsmuseer, landbrugsmuseer eller tekniske museer. Disse beskæftiger sig alle med den historiske udvikling indenfor deres emne.

 

Forskellige museumstyper i Hørsholmområdet

Der er flere forskellige museer i området i og omkring Hørsholm kommune. Hvis man er mest til kunstmuseer, kan man f.eks. tage til Nivågårds Malerisamling, der primært har værker fra italiensk renæssance, hollandsk barok og dansk guldalder. Derudover er der også Louisiana, der ligger lidt længere væk og er et museum for moderne kunst.
Der ligger ikke så mange naturhistoriske museer i dette område af Danmark, men hvis man er til kulturhistoriske museer, er der både Hørsholm Egns Museum og Karen Blixen Museet.

0/50 ratings